Familien er fundamentet for hele vores samfund. Det er i familien, vi giver vores børn de værdier, den tryghed og de muligheder, de skal bygge deres fremtid på. Derfor bør vi som samfund sætte fokus på at skabe stærke, stabile rammer for familier – både for dem, der er i gang, og dem der drømmer om at få flere børn.

For mig handler det om tryghed og forudsigelighed i hverdagen. At forældre ved, at de kan give deres børn en god opvækst, uanset hvor i livet de står. At det skal være lettere at vælge familielivet til – ikke sværere. Når vi styrker familien, styrker vi samtidig fællesskabet, sammenhængskraften og de værdier, vores land bygger på.
Jeg ønsker et samfund, hvor vi prioriterer de rammer, der giver børn og forældre trivsel, og hvor familier ikke skal bekymre sig om økonomisk usikkerhed, manglende tid eller utilstrækkelig støtte. En tryg barndom giver trygge voksne – og et stærkere Danmark.
Børn
Fødselstallet i Danmark er alt for lavt (1,4-1,6) og vi skal have skabt rammerne for, at vi igen både ønsker og økonomisk har mulighed for at få vendt udviklingen og komme over godt 2 pr. kvinde.
For at tilskynde og opmuntre danskerne til at få flere børn, ønsker Dansk Folkeparti at give alle danske familier med tre eller flere børn et årligt skattefradrag på 60.000 kr. for hvert barn. Det kan lette børnefamiliernes økonomi, så det ikke er økonomi, der afholder dem fra at få endnu et barn.
Barsel
Et forældrepar skal selv vurdere sine og barnets behov og dermed fordele al barsels- og forældreorlov imellem sig. Dansk Folkeparti er modstander af, at staten skal kunne gribe ind og straffe et forældrepar økonomisk for ikke at leve op til et politisk flertals ideologiske krav. En far og en mor skal selv afgøre, hvordan de vil indrette deres familieliv.
Barnløshed
Dansk Folkeparti ønsker at danske par, der har vanskeligt ved at få børn, skal have hjælp af det offentlige. Barnløse par skal have garanti for fertilitetsbehandling til minimum to børn. Hvis der er for lange ventetider i den offentlige sektor, skal der i stedet gives penge til, at et par kan få hjælp i privat regi til at få børn. Det er afgørende for samfundets langsigtede holdbarhed, at der fødes flere børn. Derfor er det også rimeligt, at samfundet hjælper potentielle forældre, der har vanskeligt ved at få børn.
Familie og arbejdsliv
Familieliv og arbejdsliv skal fungere hånd i hånd. For at familien bedst muligt skal kunne hænge sammen, bør arbejdspladserne så vidt muligt indføre flere fleksible arbejdsforhold for de ansatte og sætte dem i stand til både at bidrage til families velvære og være til gavn for sin arbejdsplads.
Bedstes første sygedag
Generationerne skal tage hinanden i hånden. Vi har brug for regler, som giver bedre mulighed for at følge forældre og bedsteforældre til læge, tandlæge, optiker og andre nødvendige besøg uden for hjemmet – ligesom vi i dag har barnets første og anden sygedag. Dansk Folkeparti vil have en overenskomstsikret ”Bedstes første sygedag”. Vi skal lære de generationer, som vokser op, at vi alle skal hjælpe hinanden gennem livet og hjælpe og støtte de familiemedlemmer, forældre og bedsteforældre, som bliver ældre og uundgåeligt svageligere. At indføre ”Bedstes første sygedag” vil være et skridt, som ikke skader produktiviteten, men tværtimod sparer på samfundets ressourcer og øger sammenhængskraften mellem generationerne.
Børnene i institutionen
Forestillingen om, at samfundet skulle kunne overtage en betydelig del af opdragelsen af børn, er ideologi. Dansk Folkeparti mener hverken, at offentlig omsorg kan eller skal erstatte familie og venskaber, hvor de naturlige bånd, trygheden, loyaliteten og samhørigheden opstår. Derfor skal der også være bedre muligheder for at familien kan vælge at passe deres barn i hjemmet i de første leveår. I første omgang er det naturligt, at det er én af forældrene, som går hjemme; men Dansk Folkeparti ønsker at afsøge mulighederne for, at familierne kan indrette sig så fleksibelt som muligt, hvis eksempelvis søskende eller bedsteforældrene ønsker at påtage sig opgaven og passe deres børnebørn.
Dansk Folkeparti vil sætte fokus på kvaliteten af vuggestuer, børnehaver og fritidsordninger. De fleste danske børn tilbringer hverdagene i institutioner, hvor de modtager vigtige påvirkninger. Institutionen skal lægge vægt på de værdier og menneskelige kvaliteter, der er vigtige i kontakten med børn. Mangfoldigheden, valgmulighederne og nærdemokratiet i daginstitutionerne skal bevares. Ordningen med dagplejer skal forbedres og tilskuddet forøges, så det ikke er økonomi, der gør, at forældre vælger institution frem for dagplejemor.
Stress
Stress er skyggesiden af et velfærdssamfund, som samtidig er blevet mere komplicerende og krævende, og rammer flere og flere. De mennesker, som rammes af stress, får ofte forringet deres evne til at bidrage til familien, og det går ud over alle familiens medlemmer. Stress, ængstelse, mistrivsel rammer også børn og ofte i en tidlig alder. Skolerne skal være opmærksomme på stress på et tidligt tidspunkt i børnenes udvikling, lærerne skal være bevidste om symptomerne og styrke elevernes evne til selv at håndtere stress, også senere i livet.
Stress skal anerkendes og behandles lige så seriøst som andre fysiske lidelser, og bør være en national udfordring og opgave at løse.
Ensomhed
Alt for mange danskere lever alene, og mange af dem lider under ensomhed, hvilket har alvorlige konsekvenser for deres generelle trivsel og påvirker livet på flere niveauer. Dansk Folkeparti arbejder for, at alle kommuner indfører en ensomhedspolitik, der bedst muligt sikrer støtte og hjælp til borgerne, så de kan leve et liv uden ensomhed.
Orlov til at sørge
Hvis ulykken rammer i form af dødsfald i ens nærhed, et nærtstående familiemedlem går bort, skal man have krav på at få tid til at komme ovenpå igen i form af en sorgorlov fra sit arbejde i en nødvendig og passende periode. Dette ønsker Dansk Folkeparti at arbejdsmarkedsparter finder en fornuftig løsning på.

