Bundgarnsfiskeri er en af de mest skånsomme og traditionelle fiskeriformer i Danmark. Det foregår i lavvandede kystområder, påvirker ikke havbunden og bruger meget lidt brændstof. Alligevel er bundgarnsfiskeriet i dag blandt de mest pressede erhverv i dansk fiskeri. Åleforbuddet har fjernet størstedelen af indtægtsgrundlaget, miljøforringelser i fjorde og bælter har reduceret fangsterne, og havplanens arealudpegninger lægger yderligere pres på de kystnære områder, hvor bundgarnspladserne ligger.
Havplanen fra 2023 udpeger store dele af de kystnære farvande til beskyttede områder, havvind, råstofindvinding og sejlads. Selvom bundgarn ikke er bundslæbende og ikke skader havbunden, rammes det indirekte, fordi redskabet kræver faste pladser i netop de zoner, der nu reguleres mest. Bundgarnsfiskeri kan ikke flyttes til dybere vand, da det er afhængigt af specifikke strømforhold og lavvandede områder. Det gør erhvervet særligt sårbart over for arealændringer.
Dansk Folkeparti har i sin generelle linje lagt vægt på, at naturbeskyttelse og erhverv skal balanceres, og at kystsamfund og traditionelle erhverv er en del af dansk kulturarv. Partiet har understreget, at regulering ikke må ødelægge levegrundlaget for mennesker, der bor og arbejder ved kysten. Den tilgang er central i diskussionen om bundgarnsfiskeriets fremtid, fordi bundgarnsfiskeri netop er et skånsomt erhverv, der kan eksistere side om side med naturbeskyttelse, hvis rammerne tilpasses.
En handleplan, der både beskytter havmiljøet og giver bundgarnsfiskeriet rimelige vilkår, kan bygge på tre principper. For det første bør skånsomme redskaber som bundgarn have mulighed for at fortsætte i kystnære områder, hvor de ikke skader havbunden. For det andet kan der arbejdes med modeller for kontrolleret og dokumenteret ålefiskeri, så erhvervet ikke mister sit økonomiske fundament. For det tredje bør der være klare sondringer mellem bundslæbende og ikke‑bundslæbende redskaber i havplanens implementering, så skånsomme fiskerier ikke rammes utilsigtet.
Bundgarnsfiskeri kan fortsat være en del af dansk kystkultur og lokal fødevareproduktion, men det kræver rammer, der anerkender forskellen mellem skånsomme og belastende redskaber. Det kræver også, at kystfiskeriet får plads i havplanen på en måde, der både beskytter havmiljøet og giver mulighed for, at traditionelle erhverv kan overleve.