Der er noget næsten tragikomisk over at se Lars Løkke Rasmussen bevæge sig rundt i værdipolitikken i disse år. Engang stod han som en af de tunge drenge i dansk politik – en mand med instinkt, kant og en vis jordbundethed. I dag virker han mere som en politisk kræmmer, der konstant tjekker prisskiltet på sine egne principper.
For hver en 10‑øre, der kan købes lidt råderum for, falder værdierne tilsvarende. Det er i hvert fald sådan, mange kritikere oplever hans kurs: en mand, der glider længere og længere væk fra en klar kulturpolitisk linje og i stedet søger kompromiser, der for nogle fremstår som værdipolitiske udsalg.
I TV 2‑programmet Højskolen blev det tydeligt, hvor dyb kløften er blevet mellem Løkke og Inger Støjberg. Hvor Støjberg står stejlt på sin værdipolitiske profil, fremstod Løkke som en politiker, der gerne vil være alle steder på én gang – og derfor ender med at stå ingen steder. Den intense atmosfære mellem dem var ikke bare personlig; den var et billede på to helt forskellige politiske kulturer.
Kritikere hævder, at Løkke i sin jagt på fleksibilitet og politisk manøvrerum er blevet så kompromissøgende, at han risikerer at fremstå som værdipolitisk retningsløs. Nogle går endda så langt som til at mene, at han åbner døren for samarbejder, der ligger milevidt fra de kultur- og religionspolitiske positioner, han tidligere har stået for.
Det er ikke et spørgsmål om religion eller kultur i sig selv – det er et spørgsmål om troværdighed. Om en politiker, der engang stod fast, men som nu kritiseres for at være villig til at bøje sig for næsten enhver vind, hvis blot den giver ham et par ekstra meter politisk luft.
- I sidste ende er det måske det mest opsigtsvækkende: ikke hvem Løkke vil samarbejde med, men hvor lidt han tilsyneladende vil stå fast på. Når værdier bliver til valuta, og valutaen falder, så gør troværdigheden det også.