landsforræderi forstås traditionelt som handlinger, der bevidst skader statens sikkerhed, suverænitet eller grundlæggende interesser, typisk gennem samarbejde med fjendtlige magter eller ved at underminere landets evne til at opretholde sig selv. I politisk debat bruges ordet ofte mere bredt og metaforisk, men den juridiske betydning er forbeholdt ekstreme situationer som krig, spionage eller voldelige angreb på staten.
Set i lyset af denne definition kan man analysere konsekvenserne af den politiske linje, som Lars Løkke repræsenterer, uden at sætte ham i relation til begrebet. Hans linje er kendetegnet ved en pragmatisk, internationalt orienteret tilgang, hvor økonomi, reformer og samarbejde vægtes højere end kultur- og identitetspolitik.
Det betyder, at han placerer sig uden for den brede værdipolitiske konsensus, som ellers præger både rød og blå blok i Danmark. Konsekvensen er, at kultur og national identitet får en mindre central rolle i hans politiske projekt, hvilket kan skabe et politisk vakuum, hvor andre partier får større definitionsmagt over spørgsmål om kultur, traditioner og sammenhængskraft. Samtidig styrker hans linje Danmarks profil som et internationalt samarbejdende og reformorienteret land, men den kan også accelerere kulturelle forandringer, hvis kulturpolitikken ikke aktivt prioriteres. Dermed bidrager hans tilgang til en ny konfliktlinje i dansk politik, hvor spændingen ikke længere primært går mellem rød og blå, men mellem global pragmatisme og kulturel forankring.