Valgkampen kører ofte i tju-bang-tempo. Budskaber skal være korte, skarpe og helst kunne presses ind mellem to scrolls på en skærm. Det skaber en politisk kultur, hvor tempoet er højt, men eftertanken lav. Hvor vi taler mere, end vi lytter. Og hvor vælgerne bliver mødt af et konstant bombardement af små, hurtige budskaber, der mere bedøver end oplyser.
Jeg tror ikke, det er sådan, vi styrker demokratiet.
Derfor vælger jeg en anden vej.
I dag stod jeg til billig benzin i Sandager. Ikke for at levere endnu et hurtigt budskab, men for at høre, hvad folk faktisk går og tænker på. Jeg fik historier, bekymringer, erfaringer og gode grin. Jeg fik spørgsmål, der ikke kan besvares med et slogan. Og jeg fik indblik i hverdagsliv, som ingen algoritme kan fange.
Det er kvaliteten ved at være fysisk til stede: Samtalen får lov at folde sig ud. Mennesker bliver mere end datapunkter. Og politik bliver mere end kommunikation – det bliver relation.
For mig er det netop dér, demokratiet lever.
Ikke i konstante SoMe‑udmeldinger, der forsøger at fange opmærksomhed i et splitsekund, men i de samtaler hvor vi faktisk lytter til hinanden. Hvor vi giver plads. Hvor vi ikke bedøver folk med støj, men inviterer dem ind i dialog.
SoMe gør journalister dovne og dårlige. De søger den seneste politikker, som har postet noget rablende vanvittigt som at børste tænder i sæbe.
Demokrati er ikke søgen efter Frankenstein monstre på SoMe.
Demokrati er tid, nærvær og ører der er åbne og ikke mindst substans og reflektion.