Danmarks Grundlov fastslår i §4, at “den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Denne bestemmelse giver folkekirken en særstilling, som intet andet trossamfund har, og den afspejler den historiske og kulturelle betydning, kristendommen – særligt den lutherske tradition – har haft for udviklingen af den danske stat.
Samtidig kræver §6, at regenten skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, hvilket yderligere understreger kristendommens forfatningsmæssige forankring.
Selvom Grundloven også sikrer religionsfrihed i §§67–70, betyder folkekirkens særstatus, at kristne højtider som jul, påske og pinse er officielle helligdage, mens andre religioners højtider ikke automatisk får samme status.
Det er netop grunden til, at Eid – trods sin store betydning for muslimer i Danmark – ikke har statslig accept som helligdag. For at en religiøs højtid kan blive officiel helligdag, kræver det politisk beslutning og lovgivning, og historisk har staten kun anerkendt helligdage knyttet til folkekirken.
Dansk Folkeparti har traditionelt været en stærk fortaler for at bevare Danmarks kristne kulturarv og folkekirkens særstatus. Partiet afviser derfor, at Eid eller andre ikke‑kristne højtider skal have officiel helligdagsstatus. DF begrunder det med, at danske helligdage er en del af landets historiske og kulturelle fundament, og at ændringer i helligdagskalenderen ville udvande den kristne identitet, som partiet mener, Danmark bør værne om.
DF argumenterer også for, at integration ikke styrkes ved at ændre danske traditioner, men ved at nye borgere tilpasser sig de eksisterende rammer.