Kandidat5.dk

Dansk Folkeparti og F‑35: Et kampflykøb i national suverænitets navn

Da Danmark i 2016 traf beslutningen om at udskifte de aldrende F‑16‑fly med det amerikanske femtegenerationskampfly F‑35, var det en af de mest markante forsvarspolitiske beslutninger i nyere tid. Blandt de partier, der stod bag aftalen, var Dansk Folkeparti, som siden har fastholdt en klar og konsekvent støtte til både anskaffelsen og den efterfølgende udvidelse af flyflåden. For DF er F‑35 ikke blot et teknologisk løft, men et symbol på Danmarks vilje til at forsvare sig selv i en stadig mere usikker verden.

 

DF’s støtte til F‑35 udspringer af partiets grundlæggende syn på dansk sikkerhedspolitik: Danmark skal være i stand til at forsvare sit eget territorium, leve op til sine NATO‑forpligtelser og samtidig sende et tydeligt signal om, at landet ikke tager let på trusler mod national suverænitet. I den optik er F‑35 et naturligt valg. Flyet repræsenterer en kapacitet, der kan operere i moderne trusselsmiljøer, hvor stealth, avancerede sensorer og netværksbaseret krigsførelse er afgørende.

Da den oprindelige beslutning om at købe 27 F‑35 blev truffet, var DF blandt de partier, der uden tøven bakkede op. Partiet så investeringen som nødvendig, selvom prisen var høj. I DF’s optik er det dyrere at stå uden et troværdigt forsvar end at betale for et moderne kampfly. Den holdning blev yderligere cementeret i 2025, da Danmark besluttede at udvide flåden med yderligere 16 fly. Også her var DF en del af forligskredsen og støttede udvidelsen, som bringer det samlede antal danske F‑35 op på 43.

For DF handler F‑35‑købet ikke kun om militær kapacitet, men også om politisk signalværdi. Partiet har i årevis argumenteret for, at Danmark skal opruste markant, og at forsvaret i mange år har været underfinansieret. F‑35‑programmet passer derfor ind i en bredere fortælling om at genetablere et robust og handlekraftigt dansk forsvar. I modsætning til nogle partier, der har udtrykt bekymring for støjgener, driftsomkostninger eller afhængighed af amerikansk teknologi, har DF valgt en mere pragmatisk linje: sikkerhed først, detaljer bagefter.

Samtidig ser DF F‑35 som en investering, der rækker langt ud over kampflyene selv. Flyene er en central del af Danmarks rolle i NATO, og de giver landet mulighed for at deltage i avancerede operationer sammen med allierede. For DF er det vigtigt, at Danmark ikke blot er en passiv deltager i alliancen, men en aktiv og troværdig partner. F‑35 styrker den position.

I dag står DF derfor som et af de mest entydigt positive partier, når det gælder F‑35‑købet. Partiet har støttet både beslutningen, udvidelsen og den generelle oprustningslinje, som flyene er en del af.

Dansk Folkeparti har i debatten om de såkaldte usynlige p‑afgifter markeret sig som et parti, der ønsker en langt stærkere beskyttelse af bilisterne.

Partiet ser de eftersendte afgifter som et udtryk for en praksis, hvor private parkeringsselskaber får for vide rammer og i nogle tilfælde handler på måder, der opleves som urimelige eller uigennemsigtige for almindelige borgere.

DF bakker derfor op om Transportministeriets linje om, at afgifter skal placeres fysisk på bilen, så bilister har mulighed for at dokumentere forholdene på stedet. Partiet argumenterer for, at retssikkerheden svækkes, når afgifter udsendes på baggrund af kameraovervågning uden direkte kontakt til bilisten, og DF har generelt efterlyst strammere regulering af private p‑selskaber for at forhindre misbrug og sikre mere fair vilkår i parkeringskontrollen.

Socialdemokratiet har præsenteret et nyt udspil om Arne‑pensionen, hvor ydelsen forhøjes, og ordningen gøres mere attraktiv for personer med lange og ofte fysisk krævende arbejdsliv. Udspillet indebærer blandt andet en forhøjelse af ydelsen på omkring 3.000 kr. om måneden og en fastlåsning af Arne‑pensionsalderen på 66 år, så den ikke stiger i takt med folkepensionsalderen. Samtidig lægges der op til, at flere skal kunne få adgang til ordningen i fremtiden.

Der er flere punkter, hvor Socialdemokratiets nye udspil minder om elementer, der længe har været en del af Dansk Folkepartis politik. Begge partier har fokus på, at personer med lange arbejdsliv skal kunne trække sig tidligere tilbage, og begge arbejder med økonomiske forbedringer til grupper, der er tæt på eller allerede på pension.

Dansk Folkeparti har i en årrække argumenteret imod stigende pensionsalder og for økonomiske løft til ældre, og Socialdemokratiets forslag om at fastlåse Arne‑pensionsalderen ligger i forlængelse af denne tilgang!

Ligeledes er idéen om et markant økonomisk løft til en bestemt gruppe pensionister et område, hvor der er tydelige berøringsflader mellem de to partier.

Der er dog også væsentlige forskelle. Socialdemokratiets udspil er målrettet en specifik gruppe – dem med dokumenteret langt arbejdsliv og fysisk nedslidning – og er forankret i arbejdsmarkedets strukturer.

Dansk Folkeparti arbejder bredere og fokuserer på generelle forbedringer for alle ældre, blandt andet gennem forslag om højere folkepension, lovfæstede rettigheder i ældreplejen og større frit valg. Hvor Socialdemokratiet begrunder ændringerne med forskelle i helbred og arbejdsliv, begrunder Dansk Folkeparti deres linje med ønsket om økonomisk tryghed og værdighed for ældre som helhed.

Sammenfattende kan man sige, at Socialdemokratiets nye Arne‑pensionsudspil bevæger sig ind på et område, hvor Dansk Folkeparti traditionelt har haft en tydelig profil, men at de to partier fortsat adskiller sig i både målgruppe, begrundelser og den bredere politiske ramme, som forslagene indgår i.

Dansk Folkepartis markante fremgang i den nyeste måling fra Verian kommer på et tidspunkt, hvor tre politiske temaer fylder usædvanligt meget i den offentlige debat:

• islam
• fødevarepriser
• seniorers økonomiske tryghed.

Målingen giver partiet 9,5%, en tydelig stigning fra 7,2% i sidste uge, og placerer det lige i hælene på Venstre og Liberal Alliance. Det er en udvikling, der ikke kun handler om tal, men om hvilke dagsordener vælgerne reagerer på netop nu.

Debatten om islam og integration har fået fornyet kraft de seneste uger, blandt andet gennem diskussioner om parallelsamfund, religiøse særhensyn og værdipolitik. Når dette tema fylder, har Dansk Folkeparti historisk haft lettere ved at mobilisere vælgere, der ønsker en mere markant kurs. Partiets tydelige retorik på området kan derfor være en væsentlig drivkraft bag fremgangen, især blandt vælgere, der oplever, at regeringen har siddet på hænderne og frygter at Lars Løkke Rasmussen får åbnet sluserne for muslimsk indvandring.

Samtidig er utilfredsheden med de høje fødevarepriser blevet en af de mest håndgribelige hverdagssager for mange danskere. Diskussionen om supermarkedernes prissætning, manglende konkurrence og presset på husholdningsbudgetterne rammer bredt – og Dansk Folkeparti har forsøgt at indtage rollen som talerør for de forbrugere, der føler sig klemt. Når økonomien strammer til, og dagligvarepriserne stiger, bliver partiets fokus på almindelige familiers købekraft et mere synligt politisk tilbud, også for vælgere der normalt ikke prioriterer værdipolitik højest.

For seniorerne – en af Dansk Folkepartis mest loyale vælgergrupper – har debatten om pensioner, ældrepleje og økonomisk tryghed fået ny aktualitet. Mange ældre oplever, at deres rådighedsbeløb bliver udhulet af stigende priser, og at velfærdstilbuddene er under pres. Dansk Folkeparti har intensiveret sin kommunikation på området, og partiets klare profil i ældrepolitikken kan være med til at fastholde og udvide opbakningen blandt denne gruppe. Når økonomisk usikkerhed møder bekymringer om velfærdens kvalitet, bliver partiets budskaber ekstra relevante.

Kombinationen af disse tre temaer skaber et politisk landskab, hvor Dansk Folkeparti står stærkere, end målingerne længe har vist. At partiet nu ligger inden for målingens usikkerhed i forhold til at være det største parti i blå blok, giver Morten Messerschmidt et tiltrængt politisk rygstød og skærper konkurrencen internt i blokken. Spørgsmålet er, om fremgangen er et øjebliksbillede – eller begyndelsen på en mere varig bevægelse blandt vælgerne frem mod valget 24. Marts

Dansk Folkeparti lægger vægt på, at rent drikkevand skal sikres uden de brede forbud og store arealindgreb, som andre partier foreslår. Et generelt sprøjteforbud er ikke løsningen. Begrundelsen er, at brede forbud rammer landbruget unødigt hårdt og ikke tager højde for lokale forskelle i jordbund, risiko og drift.

I stedet ønsker DF mere målrettede indsatser, hvor kommuner, vandværker og lodsejere finder lokale løsninger, der både beskytter grundvandet og tager hensyn til landbrugets økonomi. DF fremhæver også, at rent drikkevand er en del af Danmarks identitet, og at naturen skal beskyttes mod forurening, men uden at der indføres nye byrder, som kan skade arbejdspladser og fødevareproduktion.

I den bredere faglige og politiske debat peger mange aktører på tre hovedveje til at sikre rent drikkevand i Danmark.

Den første handler om at beskytte de områder, hvor grundvandet dannes. Da Danmark næsten udelukkende drikker ubehandlet grundvand, er det afgørende at friholde de mest sårbare områder for forurening. Det kan ske gennem opkøb eller omlægning af arealer, naturbaserede løsninger som grundvandsparker og en mere konsekvent beskyttelse af de vigtigste kildepladser.

Den anden hovedvej er at reducere selve forureningen fra landbrug, industri og nye kemiske stoffer. Her spiller pesticider, nitrat og PFAS en central rolle, og flere partier og eksperter peger på, at mindre brug af sprøjtemidler i de mest følsomme områder er nødvendigt for at undgå, at flere boringer må lukkes.

Den tredje hovedvej er en styrket offentlig indsats, hvor overvågningen af grundvandet udbygges, reglerne for beskyttelse bliver tydeligere, og der afsættes flere midler til både forebyggelse og oprydning. Miljøministeriet har allerede afsat betydelige midler til investeringer i renere drikkevand, fordi fund af pesticider og andre stoffer er stigende i strategisk vigtige områder .

Professor Rune Lindahl‑Jacobsen advarer om, at Danmarks fødselstal falder så kraftigt, at befolkningen på langt sigt kan begynde at skrumpe. Han peger på, at den eneste grund til, at befolkningstallet ikke allerede falder, er indvandring, som især holder liv i yderområdernes arbejdsmarked, skoler og velfærd. Uden tilflyttere udefra vil mange lokalsamfund ganske enkelt miste befolkning nok til at fungere.

Dansk Folkeparti ser den samme demografiske udfordring, men tolker løsningen helt anderledes. Hvor Lindahl‑Jacobsen beskriver indvandring som en nødvendig stabiliserende faktor, mener DF, at befolkningens størrelse bør sikres gennem højere fødselstal blandt danske statsborgere. Partiet ønsker ikke at bruge indvandring som værktøj til at modvirke befolkningsfald, men vil i stedet styrke rammerne for danske familier og fastholde en stram udlændingepolitik.

Efter et langt arbejdsliv skal man kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og nyde en værdig alderdom. Det danske velfærdssamfund blev opbygget med hårdt arbejde, samfundssind og pligtfølelse af de generationer, som tog fat efter Anden Verdenskrig og byggede et rigt land med et produktivt landbrug, en stærk industri – og den stabile og pålidelige velfærdsstat, som vi for længst har vænnet os til.

Vi står i dag i gæld til dem, som gik før os og lagde ryg til den økonomiske vækst, vi stadig nyder godt af. Vi skylder dem en værdig ældrepleje.

De ældre skal uden bureaukratiske forhindringer tilbydes den hjælp, der giver den bedst mulige pleje og omsorg. Deres bolig skal svare til deres behov og må tilpasses derefter.

Ingen dansker skal være ængstelig ved udsigten til at forlade arbejdsmarkedet og begynde livet som pensionist. Desværre har de ældres vilkår ikke været prioriteret højt nok af de folkevalgte.

I et land med nogle af verdens højeste skatter burde ældre kunne forvente en værdig omsorg, men alt for mange kommuner vælger konsekvent at spare på omsorgen for vores ældste. Kommunerne har det direkte ansvar for behandlingen af vores ældre, men politikerne på Christiansborg bør også stille krav til den pleje.