Indvandringen har over de seneste 50 år forandret Danmark drastisk. Der er nu over 1.000.000 indvandrere og efterkommere i Danmark, hvilket svarer til én ud af seks personer i landet.
Mere end 230.000 ikke-vestlige indvandrere har opnået dansk statsborgerskab, og fremskrivninger viser, at danskerne vil være i undertal i vores eget land i år 2096.
Det var næsten lykkedes for os under den tidligere borgerlige regering at vende nettoindvandringen til nettoudvandring fra islamiske lande, men efter regeringsmagten skiftede, er udviklingen igen gået i den forkerte retning.
Under Mette Frederiksens regering har indvandringen løbende taget fart. Bruttoindvandringen fra muslimske lande er således steget med 124 % siden 2019. Samtidig har hele 23.577 ikke-vestlige indvandrere fået dansk statsborgerskab.
Dansk Folkepartis eksistensberettigelse er at kæmpe for Danmark og danskerne. Denne lille plet på verdenskortet er det eneste fædreland, som danskerne har, hvor det danske sprog, kultur og vores fælles identitet kan bevares, udvikles og trives.
Det er derfor fundamentet for Dansk Folkepartis politik, at danskerne fortsat er herre i eget hus, at indvandringen til landet er så begrænset, og at de, som kommer, kulturelt kan assimileres ind i vores samfund. Derfor er det afgørende for Dansk Folkeparti, at denne udvikling vendes.
Det er ikke irreversibelt, at Danmark skal forgå som nationalstat og blive en multietnisk krudttønde, som vi har set på Balkan, og som det i højere grad tegner til, at andre vesteuropæiske lande som Sverige, Tyskland og Frankrig også er på vej imod. Udviklingen kan vendes, men det kræver politisk mod og handlekraft

