Author: admin

DF’s utraditionelle kandidat fra Middelfart: »Man kan godt være fra DF og have hjertet på rette sted« | middelfartavisen.dk

POLITIK. Da Dansk Folkeparti i efteråret holdt opstillingsmøde for Fyns Storkreds, var der en kandidat, som nærmest kom direkte fra Thailand. Niels Nybro Bolding, 59 år, bosiddende i Middelfart, nåede at søge sit kandidatur ét minut før deadline. Han gav sin første tre minutters præsentation for en forsamling, der aldrig havde hørt hans navn, og gik derfra med 18 procent af stemmerne. Det var nok til en plads som kandidat nummer fem i storkredsen.

Det er i sig selv en usædvanlig indgang til dansk partipolitik. Men Niels Boldings historie rummer i det hele taget flere lag end det gængse kandidatportræt.

Fra serverrum til stemmeseddel

Niels Nybro Bolding har tilbragt årtier i IT-branchen. Han har drevet virksomheder inden for ERP-systemer og teknologirådgivning, siddet i bestyrelser for forsyningsselskaber i Sønderjylland og bygget et netværk, der strækker sig fra Haderslev til Lviv i Ukraine. I 2023 stoppede han som direktør. Ikke for at gå på pension, men for at tage til Thailand, hvor hans kæreste kommer fra, og få to børn.

Sideløbende kastede han sig over en online bacheloruddannelse i Innovation og Entreprenørskab på UCL i Vejle. Det er en uddannelse, der siden har formet en af hans centrale politiske mærkesager. I forvejen havde han en Executive MBA, en diplomuddannelse fra ingeniøruddannelsen og to bestyrelsesuddannelser i bagagen. »Jeg prøver tingene af på min egen krop. Hvad føles rigtigt? Hvad føles forkert? Frem for bare at læse om det,« siger han.

En anderledes DF-profil

Den politiske interesse har altid ligget der. Niels Bolding var med i Konservativ Ungdom i 1980’erne, men fandt sig bedre tilpas i Dansk Folkeparti, da partiet blev stiftet i 1990’erne. Han er vokset op i Københavnsområdet og har på nært hold set, hvordan bydele har ændret karakter gennem indvandring og nye kulturelle strømninger.

Men han er også en mand, der har en udenlandsk kone, muslimske venner og et internationalt netværk, som hans karriere i teknologibranchen har bragt med sig. Det globale perspektiv er en naturlig del af en tilværelse i IT, hvor forsyningskæder er spredt ud over flere lande og kontinenter. »Man kan godt være fra Dansk Folkeparti, have hjertet på rette sted og for øvrigt være venner med alverdens folkeslag,« siger han. »Forskellen er, når vi danskere, som kun udgør 0,07 procent af verdens befolkning, skal ændre os for at være i vores eget hus. Den går ikke.

Det, der udspillede sig på Nørrebro, hvor grupper åbent hyldede en afdød iransk diktator, er ikke bare en provokation. Det er et råb om, at der i Danmark findes miljøer, hvor vores værdier ikke bare udfordres, men direkte hånes. At mennesker, der lever i et frit land, vælger at fejre en mand, der byggede sit styre på religiøs underkastelse, kvindeundertrykkelse og brutalitet, viser med al tydelighed, at der er lommer i Danmark, hvor loyaliteten mod vores samfund ikke eksisterer.

Danmark bygger på et kristent kulturgrundlag. Det er herfra vores syn på menneskets værdighed, frihed og ansvar udspringer. Det er herfra vores demokrati, vores ligestilling og vores retsstat har vokset sig stærke. Og det er netop disse værdier, islamistiske ideologier ønsker at nedbryde. Det er ikke en kulturel nuance. Det er en direkte værdikonflikt mellem et frit folk og en ideologi, der vil erstatte frihed med religiøs tvang.

Dansk Folkeparti har i årtier advaret mod, at Danmark ikke kan bevare sin sammenhængskraft, hvis vi accepterer, at antidemokratiske ideologier får lov at slå rod i vores gader. Morten Messerschmidt har gentagne gange understreget, at Danmark ikke kun skal forsvare sine grænser, men også sit værdigrundlag. Han har gjort det klart, at ytringsfriheden ikke må blive et skjold for dem, der ønsker at afskaffe den. Når friheden bruges til at hylde tyranner, er det ikke et tegn på styrke – det er et tegn på, at vi har været for passive.

Et demokrati, der ikke forsvarer sig selv, overlever ikke. Et kristent præget land, der ikke værner om sit fundament, mister det. Og et folk, der ikke står sammen om sine værdier, mister sin sammenhængskraft. Nørrebro er derfor ikke bare en lokal hændelse. Det er et symbol på en større kamp om Danmarks fremtid. Skal vi acceptere, at der opstår enklaver, hvor danske normer ikke gælder? Skal vi se til, mens islamistiske ideologier får lov at fylde mere og mere i det offentlige rum?

Er det på tide at vi gør noget ved det?

I mange offentlige fagområder er kompleksiteten vokset til et niveau, hvor det er blevet svært for selv erfarne medarbejdere at bevare overblikket. Lovgivningen ændrer sig hyppigt, vejledninger bliver længere, og praksis udvikler sig i et tempo, der gør det udfordrende at sikre ensartede og korrekte afgørelser. Det er ikke medarbejdernes faglighed, der mangler – det er mængden af information, der er blevet for omfattende til, at man kan navigere i den uden hjælp.

Derfor står vi med et stort og uforløst potentiale i at bruge kunstig intelligens som et fagligt støtteværktøj. AI kan hjælpe medarbejdere med hurtigt at finde relevante paragraffer, forstå sammenhænge i reglerne og få overblik over undtagelser og praksis. Det kan give et første udkast til vurderinger eller tekster, som medarbejderen derefter kan kvalificere med sin faglige dømmekraft. På den måde bliver teknologien ikke en erstatning for mennesker, men en måde at frigøre tid og mental kapacitet, så medarbejderne kan fokusere på det, der kræver erfaring og menneskelig indsigt.

Når AI bruges rigtigt, kan det løfte kvaliteten i sagsbehandlingen markant. Det kan reducere fejl, skabe større ensartethed, styrke retssikkerheden og give medarbejderne en større tryghed i deres faglighed. Samtidig kan borgerne opleve hurtigere og mere præcise svar, fordi medarbejderne ikke skal bruge tid på at lede efter information, men kan koncentrere sig om selve vurderingen.

Det kræver mod og ledelsesmæssig retning at tage skridtet fra potentiale til praksis. Men gevinsterne er tydelige: bedre kvalitet, mere tid til kerneopgaven og en mere robust organisation, der kan håndtere den stigende kompleksitet. AI er ikke løsningen på alt – men det er et af de stærkeste værktøjer, vi har til at sikre, at kvaliteten følger med udviklingen.

Handicapområdet i Danmark står i dag over for en række alvorlige og veldokumenterede udfordringer. Ifølge Danske Handicaporganisationer har mennesker med handicap gennem mere end et årti oplevet tilbagegang i rettigheder, utilstrækkelig hjælp og en stigende uforudsigelighed i mødet med systemet. Udviklingen er bekræftet af både FN’s Handicapkomité og Institut for Menneskerettigheder, som peger på, at Danmark siden 2012 ikke har formået at sikre den nødvendige fremdrift i ligestilling, tilgængelighed og retssikkerhed.

En af de største udfordringer er den manglende sammenhæng i indsatsen. Danmark har ikke haft en samlet, tværgående handicappolitik, og det har skabt store forskelle mellem kommunerne. Borgere oplever, at deres muligheder for hjælp afhænger mere af postnummer end af behov. Hjælpemiddelområdet er særligt konfliktfyldt, præget af lange sagsbehandlingstider, manglende specialviden og uens praksis. Mange borgere beskriver, at de “render hovederne sammen” med kommunerne, og at de må kæmpe for selv helt basale hjælpemidler.

Samtidig er tilgængeligheden i samfundet fortsat utilstrækkelig – både fysisk, digitalt og socialt. For mange står uden for uddannelse og beskæftigelse, især unge, som ofte tabes i overgangen til voksenlivet, hvor støtteordninger ændres eller bortfalder fra den ene dag til den anden. Kassetænkning og økonomiske hensyn i kommunerne fører til afslag, revurderinger og svækket retssikkerhed, og mange borgere oplever, at økonomi vægtes over behov.

Det specialiserede socialområde er presset, og mangel på specialisering betyder, at borgere ofte får forkert eller utilstrækkelig hjælp. Hertil kommer kulturelle barrierer og usikkerhed i mødet med handicap, som fører til stigmatisering og social eksklusion – en problematik Danske Handicaporganisationer adresserer med kampagnen “Mød mennesket”.

Midt i disse udfordringer placerer Dansk Folkeparti sig med en klar linje: større specialisering, mindre automatisk inklusion og bedre individuelle løsninger. DF ønsker et system, hvor hjælpen tilpasses den enkelte borger frem for standardiserede modeller. Partiet kritiserer det omfattende bureaukrati, de mange revisitationer og den uforudsigelige sagsbehandling, som i dag tager fokus væk fra reel hjælp. DF ønsker et mere fleksibelt system, hvor borgeren møder stabilitet, forudsigelighed og respekt.

Et centralt fokusområde for DF er BPA‑ordningen (Borgerstyret Personlig Assistance). DF ønsker en styrket BPA med bedre økonomi, færre administrative barrierer, en national takstmodel og mulighed for, at hjælpere kan udføre simple sundhedsopgaver. Målet er at sikre, at borgere med omfattende handicap kan leve et selvstændigt liv med et stabilt hjælperteam og en ordning, der reelt dækker deres behov.

DF lægger også vægt på retssikkerhed: færre revisitationer, mindre kassetænkning og en mere ensartet praksis på tværs af kommuner. Partiet ønsker hurtigere adgang til hjælpemidler og støtte, så borgere ikke skal kæmpe sig gennem lange og uforudsigelige forløb. Samtidig ser DF mennesker med handicap som en vigtig ressource for arbejdsmarkedet og ønsker løsninger, der understøtter individuel arbejdsevne og fleksible jobtilpasninger.

I perioden 2024–2026 har DF ikke været en del af de store politiske aftaler på handicapområdet, herunder rammeaftalen fra maj 2024 og den nationale handlingsplan fra november 2025. DF’s rolle har derfor primært været at lægge politisk pres, særligt i samarbejde med SF, og sætte fokus på områder som BPA, stop for kassetænkning og bedre støtte til unge ved overgangen til voksenlivet. Selvom DF ikke har sat direkte aftryk i aftaleteksterne, har partiet bidraget til at holde fokus på retssikkerhed, specialisering og behovet for individuelle løsninger.

Samlet set står handicapområdet over for dybe strukturelle problemer, som kræver politisk vilje og langsigtede løsninger. Dansk Folkeparti markerer sig som et parti, der ønsker mindre bureaukrati, stærkere specialisering, bedre retssikkerhed og en mere menneskelig tilgang, hvor hjælpen tager udgangspunkt i borgerens faktiske behov og ikke i kommunale budgetter eller administrative standarder.

Bundgarnsfiskeri er en af de mest skånsomme og traditionelle fiskeriformer i Danmark. Det foregår i lavvandede kystområder, påvirker ikke havbunden og bruger meget lidt brændstof. Alligevel er bundgarnsfiskeriet i dag blandt de mest pressede erhverv i dansk fiskeri. Åleforbuddet har fjernet størstedelen af indtægtsgrundlaget, miljøforringelser i fjorde og bælter har reduceret fangsterne, og havplanens arealudpegninger lægger yderligere pres på de kystnære områder, hvor bundgarnspladserne ligger.

Havplanen fra 2023 udpeger store dele af de kystnære farvande til beskyttede områder, havvind, råstofindvinding og sejlads. Selvom bundgarn ikke er bundslæbende og ikke skader havbunden, rammes det indirekte, fordi redskabet kræver faste pladser i netop de zoner, der nu reguleres mest. Bundgarnsfiskeri kan ikke flyttes til dybere vand, da det er afhængigt af specifikke strømforhold og lavvandede områder. Det gør erhvervet særligt sårbart over for arealændringer.

Dansk Folkeparti har i sin generelle linje lagt vægt på, at naturbeskyttelse og erhverv skal balanceres, og at kystsamfund og traditionelle erhverv er en del af dansk kulturarv. Partiet har understreget, at regulering ikke må ødelægge levegrundlaget for mennesker, der bor og arbejder ved kysten. Den tilgang er central i diskussionen om bundgarnsfiskeriets fremtid, fordi bundgarnsfiskeri netop er et skånsomt erhverv, der kan eksistere side om side med naturbeskyttelse, hvis rammerne tilpasses.

En handleplan, der både beskytter havmiljøet og giver bundgarnsfiskeriet rimelige vilkår, kan bygge på tre principper. For det første bør skånsomme redskaber som bundgarn have mulighed for at fortsætte i kystnære områder, hvor de ikke skader havbunden. For det andet kan der arbejdes med modeller for kontrolleret og dokumenteret ålefiskeri, så erhvervet ikke mister sit økonomiske fundament. For det tredje bør der være klare sondringer mellem bundslæbende og ikke‑bundslæbende redskaber i havplanens implementering, så skånsomme fiskerier ikke rammes utilsigtet.

Bundgarnsfiskeri kan fortsat være en del af dansk kystkultur og lokal fødevareproduktion, men det kræver rammer, der anerkender forskellen mellem skånsomme og belastende redskaber. Det kræver også, at kystfiskeriet får plads i havplanen på en måde, der både beskytter havmiljøet og giver mulighed for, at traditionelle erhverv kan overleve.