Category: Niels Bolding

Danmark oplever i disse år et markant fald i fødselstallene, hvor antallet af nyfødte ligger under det niveau, der skal til for at opretholde befolkningen på længere sigt. 

Morten Messerschmidt er meget bekymret for, at danskerne kan komme i mindretal i Danmark.

For at vende udviklingen ønsker Dansk Folkeparti at gøre det mere attraktivt for familier at få flere børn gennem målrettet økonomisk støtte. Partiet foreslår et betydeligt skattefradrag på 2.500 kroner pr. barn pr. måned pr. forælder, som gælder fra barn nummer tre. Det betyder, at en familie med to forældre og tre børn kan opnå et samlet fradrag på 60.000 kroner om året pr. barn, svarende til 180.000 kroner årligt.

Ordningen er målrettet familier, hvor begge forældre er i arbejde, og hvor forældrene har dansk statsborgerskab. Ifølge DF skal denne økonomiske håndsrækning både styrke børnefamiliernes økonomi og bidrage til at sikre børnetallet stiger

Valgkampen kører ofte i tju-bang-tempo. Budskaber skal være korte, skarpe og helst kunne presses ind mellem to scrolls på en skærm. Det skaber en politisk kultur, hvor tempoet er højt, men eftertanken lav. Hvor vi taler mere, end vi lytter. Og hvor vælgerne bliver mødt af et konstant bombardement af små, hurtige budskaber, der mere bedøver end oplyser.

Jeg tror ikke, det er sådan, vi styrker demokratiet.

Derfor vælger jeg en anden vej.

I dag stod jeg til billig benzin i Sandager. Ikke for at levere endnu et hurtigt budskab, men for at høre, hvad folk faktisk går og tænker på. Jeg fik historier, bekymringer, erfaringer og gode grin. Jeg fik spørgsmål, der ikke kan besvares med et slogan. Og jeg fik indblik i hverdagsliv, som ingen algoritme kan fange.

Det er kvaliteten ved at være fysisk til stede: Samtalen får lov at folde sig ud. Mennesker bliver mere end datapunkter. Og politik bliver mere end kommunikation – det bliver relation.

For mig er det netop dér, demokratiet lever.

Ikke i konstante SoMe‑udmeldinger, der forsøger at fange opmærksomhed i et splitsekund, men i de samtaler hvor vi faktisk lytter til hinanden. Hvor vi giver plads. Hvor vi ikke bedøver folk med støj, men inviterer dem ind i dialog.

SoMe gør journalister dovne og dårlige. De søger den seneste politikker, som har postet noget rablende vanvittigt som at børste tænder i sæbe.

Demokrati er ikke søgen efter Frankenstein monstre på SoMe.

Demokrati er tid, nærvær og ører der er åbne og ikke mindst substans og reflektion.

Myten om frøen i det langsomt opvarmede vand er biologisk forkert, men den bliver ved med at dukke op, fordi den rammer noget dybt menneskeligt. Den fortæller historien om, hvordan vi kan vænne os til små ændringer, der over tid får stor betydning. I den offentlige debat bruges billedet ofte som en advarsel: Hvis man kun fokuserer på de små fordele, man får undervejs – de små “godbidder”, der gør hverdagen lettere – kan man miste blikket for de større spørgsmål om kultur, værdier og fællesskab. Myten fungerer derfor som en metafor for, hvordan gradvise forandringer kan glide ubemærket ind, hvis man ikke stopper op og spørger sig selv, hvilken retning man ønsker for sit samfund.

Det er ved at være sidste udkald hvis vi skal bevare vores kristne kultur og det samfund vi kender.

Stop for islamisme

Det politiske landskab kan beskrives ud fra partiernes syn på kristendommen, folkekirken og monarkiet, hvor midten udgøres af de partier, der ønsker at bevare disse institutioner som en del af den danske kulturarv. I denne midtergruppe finder man Dansk Folkeparti, Konservative, Venstre, Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti, som alle ser kristendommen og folkekirken som centrale kulturelle elementer og samtidig støtter monarkiet som en stabil institution i det danske samfund. Til venstre for denne kulturelle midte ligger partier som Liberal Alliance, Radikale Venstre, Moderaterne, SF og Alternativet, der alle har en sekulær tilgang, hvor religion primært betragtes som en privatsag, og hvor statens rolle i forhold til kristendommen bør være neutral, men som samtidig accepterer monarkiet uden at arbejde for dets afskaffelse. Yderst til højre i modellen står Enhedslisten, som både ønsker et mere konsekvent sekulært samfund uden kristen særstatus og samtidig arbejder for at afskaffe monarkiet til fordel for en republik.

På den måde opstår en kulturel akse, hvor midten består af de partier, der ønsker at bevare kristendommen og monarkiet og det samfund som er kendtegnende for stærk sammenhængskraft, modsat de sekulære og globalt orienterede partier der splitter det Danmark vi kender og er stolte af

landsforræderi forstås traditionelt som handlinger, der bevidst skader statens sikkerhed, suverænitet eller grundlæggende interesser, typisk gennem samarbejde med fjendtlige magter eller ved at underminere landets evne til at opretholde sig selv. I politisk debat bruges ordet ofte mere bredt og metaforisk, men den juridiske betydning er forbeholdt ekstreme situationer som krig, spionage eller voldelige angreb på staten.

Set i lyset af denne definition kan man analysere konsekvenserne af den politiske linje, som Lars Løkke repræsenterer, uden at sætte ham i relation til begrebet. Hans linje er kendetegnet ved en pragmatisk, internationalt orienteret tilgang, hvor økonomi, reformer og samarbejde vægtes højere end kultur- og identitetspolitik.

Det betyder, at han placerer sig uden for den brede værdipolitiske konsensus, som ellers præger både rød og blå blok i Danmark. Konsekvensen er, at kultur og national identitet får en mindre central rolle i hans politiske projekt, hvilket kan skabe et politisk vakuum, hvor andre partier får større definitionsmagt over spørgsmål om kultur, traditioner og sammenhængskraft. Samtidig styrker hans linje Danmarks profil som et internationalt samarbejdende og reformorienteret land, men den kan også accelerere kulturelle forandringer, hvis kulturpolitikken ikke aktivt prioriteres. Dermed bidrager hans tilgang til en ny konfliktlinje i dansk politik, hvor spændingen ikke længere primært går mellem rød og blå, men mellem global pragmatisme og kulturel forankring.

Der er noget næsten tragikomisk over at se Lars Løkke Rasmussen bevæge sig rundt i værdipolitikken i disse år. Engang stod han som en af de tunge drenge i dansk politik – en mand med instinkt, kant og en vis jordbundethed. I dag virker han mere som en politisk kræmmer, der konstant tjekker prisskiltet på sine egne principper.

For hver en 10‑øre, der kan købes lidt råderum for, falder værdierne tilsvarende. Det er i hvert fald sådan, mange kritikere oplever hans kurs: en mand, der glider længere og længere væk fra en klar kulturpolitisk linje og i stedet søger kompromiser, der for nogle fremstår som værdipolitiske udsalg.

I TV 2‑programmet Højskolen blev det tydeligt, hvor dyb kløften er blevet mellem Løkke og Inger Støjberg. Hvor Støjberg står stejlt på sin værdipolitiske profil, fremstod Løkke som en politiker, der gerne vil være alle steder på én gang – og derfor ender med at stå ingen steder. Den intense atmosfære mellem dem var ikke bare personlig; den var et billede på to helt forskellige politiske kulturer.

Kritikere hævder, at Løkke i sin jagt på fleksibilitet og politisk manøvrerum er blevet så kompromissøgende, at han risikerer at fremstå som værdipolitisk retningsløs. Nogle går endda så langt som til at mene, at han åbner døren for samarbejder, der ligger milevidt fra de kultur- og religionspolitiske positioner, han tidligere har stået for.

Det er ikke et spørgsmål om religion eller kultur i sig selv – det er et spørgsmål om troværdighed. Om en politiker, der engang stod fast, men som nu kritiseres for at være villig til at bøje sig for næsten enhver vind, hvis blot den giver ham et par ekstra meter politisk luft.

• I sidste ende er det måske det mest opsigtsvækkende: ikke hvem Løkke vil samarbejde med, men hvor lidt han tilsyneladende vil stå fast på. Når værdier bliver til valuta, og valutaen falder, så gør troværdigheden det også.

Udvisningen af den 31‑årige fynske bandeleder fra 9hunna falder i en tid, hvor både domstole og politikere har skærpet fokus på bandekriminalitet. Efter flere tidligere betingede udvisninger valgte Østre Landsret nu at gøre udvisningen ubetinget og forbyde ham indrejse i 12 år. Sagen illustrerer et bredere politisk ønske om, at udenlandske bandemedlemmer skal mødes med markant hårdere konsekvenser end tidligere.

Den nye bandepakke, som et bredt flertal i Folketinget står bag, bygger netop på den tankegang. Pakken indeholder en række initiativer, der skal gøre det mere risikabelt at være en del af et kriminelt miljø: hårdere straffe, skærpede regler for unge, mere overvågning og stærkere værktøjer til politiet. Grundideen er, at banderne skal mærke, at samfundet ikke længere accepterer deres vold, utryghed og rekruttering af unge.

Dansk Folkeparti, som er en del af aftalen, har i flere år argumenteret for en endnu strammere linje. Partiet ønsker, at udenlandske bandemedlemmer udvises langt tidligere og mere konsekvent end i dag – i nogle tilfælde alene på baggrund af bandemedlemskab. DF har også foreslået, at bandemedlemmer kan fratages statsborgerskab, hvis de har fået det, og at straffene generelt skal være markant hårdere.

Når man ser nyheden, bandepakken og DF’s politik i sammenhæng, tegner der sig et klart billede: Udvisningen af bandelederen er et konkret eksempel på den retning, dansk politik bevæger sig i. Bandepakken strammer grebet, og DF presser på for at gå endnu længere for at skabe tryghed og retfærdighed i vores eget land

Store bededag – et stykke dansk kultur, der blev fjernet med et pennestrøg

Afskaffelsen af store bededag blev et vendepunkt, fordi den viste, hvor hurtigt en flere hundrede år gammel dansk tradition kan forsvinde, når politiske beslutninger vejer tungere end kulturarv. Store bededag har siden 1686 været en del af danskernes fælles rytme: en dag med ro, forår, hveder og en tradition, der bandt generationer sammen. Den var ikke bare en fridag, men et kulturelt holdepunkt.

Alligevel blev den fjernet – ikke fordi danskerne ønskede det, ikke fordi kirken ønskede det, og ikke fordi traditionen var uddød. Den blev fjernet, fordi den stod i vejen for et politisk mål. Over 400.000 danskere protesterede, men beslutningen blev gennemført alligevel. Det var første gang i over 200 år, at en helligdag blev afskaffet, og det skete uden folkelig opbakning og uden respekt for den historiske betydning.

For mange blev det et symbol på noget større: at dansk kultur ikke længere er noget, der automatisk bliver beskyttet. At traditioner, som har overlevet krige, reformer og samfundsforandringer, nu kan fjernes fra den ene dag til den anden, hvis de ikke passer ind i et regneark. Når en helligdag med 300 års historie kan forsvinde så let, rejser det spørgsmålet, hvad der kan blive det næste, hvis kulturarven igen står i vejen for politiske planer.

DF’s utraditionelle kandidat fra Middelfart: »Man kan godt være fra DF og have hjertet på rette sted« | middelfartavisen.dk

POLITIK. Da Dansk Folkeparti i efteråret holdt opstillingsmøde for Fyns Storkreds, var der en kandidat, som nærmest kom direkte fra Thailand. Niels Nybro Bolding, 59 år, bosiddende i Middelfart, nåede at søge sit kandidatur ét minut før deadline. Han gav sin første tre minutters præsentation for en forsamling, der aldrig havde hørt hans navn, og gik derfra med 18 procent af stemmerne. Det var nok til en plads som kandidat nummer fem i storkredsen.

Det er i sig selv en usædvanlig indgang til dansk partipolitik. Men Niels Boldings historie rummer i det hele taget flere lag end det gængse kandidatportræt.

Fra serverrum til stemmeseddel

Niels Nybro Bolding har tilbragt årtier i IT-branchen. Han har drevet virksomheder inden for ERP-systemer og teknologirådgivning, siddet i bestyrelser for forsyningsselskaber i Sønderjylland og bygget et netværk, der strækker sig fra Haderslev til Lviv i Ukraine. I 2023 stoppede han som direktør. Ikke for at gå på pension, men for at tage til Thailand, hvor hans kæreste kommer fra, og få to børn.

Sideløbende kastede han sig over en online bacheloruddannelse i Innovation og Entreprenørskab på UCL i Vejle. Det er en uddannelse, der siden har formet en af hans centrale politiske mærkesager. I forvejen havde han en Executive MBA, en diplomuddannelse fra ingeniøruddannelsen og to bestyrelsesuddannelser i bagagen. »Jeg prøver tingene af på min egen krop. Hvad føles rigtigt? Hvad føles forkert? Frem for bare at læse om det,« siger han.

En anderledes DF-profil

Den politiske interesse har altid ligget der. Niels Bolding var med i Konservativ Ungdom i 1980’erne, men fandt sig bedre tilpas i Dansk Folkeparti, da partiet blev stiftet i 1990’erne. Han er vokset op i Københavnsområdet og har på nært hold set, hvordan bydele har ændret karakter gennem indvandring og nye kulturelle strømninger.

Men han er også en mand, der har en udenlandsk kone, muslimske venner og et internationalt netværk, som hans karriere i teknologibranchen har bragt med sig. Det globale perspektiv er en naturlig del af en tilværelse i IT, hvor forsyningskæder er spredt ud over flere lande og kontinenter. »Man kan godt være fra Dansk Folkeparti, have hjertet på rette sted og for øvrigt være venner med alverdens folkeslag,« siger han. »Forskellen er, når vi danskere, som kun udgør 0,07 procent af verdens befolkning, skal ændre os for at være i vores eget hus. Den går ikke.